Min baggrund

Rudersdal er her jeg har rødder

Jeg flyttede som 5 årig til Sandbjerg hvor jeg boede hele min barndom med min mor, far og søster. Et typisk Rudersdal kvarter med mange børn. Et meget trygt sted at vokse op med kort til skov og strand.

Jeg startede min skolegang på Vedbæk gamle skole og da den nye skole i Vedbæk blev færdig flyttede vi derover og havde første parket til udgravningerne af Vedbæk fundene. Jeg gik til svømning i SNIK og om sommeren  på Vedbæk strand lige meget hvor koldt vandet var. Jeg blev medlem af KU som 14 årig.

Efter gymnasiet begyndte jeg i familievirksomheden Chr. Fode A/S, som handler med metaller, gulvprofiler og gulvbeklædning til indgangspartier. Nogen formel uddannelse findes der ikke, så jeg var i Schweiz og Tyskland for at studere fremstillingen af metaller fra grunden.

Jeg flyttede til en lejlighed i Nærum hvor jeg hurtig blev aktiv i grundejerforeningen. Medlem af bestyrelsen var også Hanne, som jeg hurtigt fandt mere end almindelig interesse for. Efter vi havde boet et stykke tid i en lejlighed og brugt den anden til opbevaring flyttede vi teltpælene til Trørød.

I 1998 var jeg så heldig at Hanne sagde ja til mig og i 2000 meldte Nickolas sin ankomst. Han kom selvfølgelig til at gå i børnehave i kommunen og på Trørødskolen. Jeg satte pris på at han lige som jeg oplevede tryghed ved at vokse op i Rudersdal nær skov og strand.

I min fritid spiller jeg bridge i Holte Bridgeklub på Mariehøj centeret. Jeg nyder spillet og kombinationen af hygge og det udfordrende spil. Jeg elsker min have og synes det er dejligt at følge årets gang i haven og de forskellige gøremål. Jeg er kasserer i vores grundejerforening og sætter meget pris på at vi har et godt socialt sammenhold på vejen. Det er i det hele taget vigtigt for mig at alle omkring mig har det godt – så trives jeg også.

Jeg blev i 2015 valgt som suppleant til kommunalbestyrelsen og har være indsuppleret i flere perioden. I august blev jeg medlem af kommunalbestyrelsen efter at have været indsuppleret i nogle måneder. Jeg blev også formand for Ung i Rudersdal og medel af Handicaprådet.